Tårnet med de olympiske ringe og faklen tårnede sig op ved vores højre side, foran os drejede ruten til højre, og jeg vidste at nu skulle vi endelig ind på stadion og løbe de sidste 400 meter af mit 4. halvmarathon. Jeg løb med smerter i knæ og hofter, det var så slemt at jeg flere gange på de sidste 8-9 km havde tænkt at jeg ikke ville gennemføre. Jeg græd.
Ruten var på dette sted pakket med folk og min stolthed bød mig ikke at give efter for smerterne, Jens klemte min hånd og råbte at nu var vi der, hold ud! Der var fotografer, larm, musik, man kunne høre speakeren inde på stadium sige noget på hollandsk, og så var vi endelig inde på stadion, på den røde bane. Til højre kunne jeg skimte en blå port hvor der stod 150 meter og den port låste jeg mine øjne fast på, men Jens sagde Se der, og pegede mod venstre, og jeg kiggede, og der var der en storskærm hvor vi kunne se os selv. Weird! Bemærkede flygtigt at jeg lignede en der kunne dratte om hvert øjeblik og løb med store smerter, og det var jo spot on, for det var præcis sådan jeg havde det!
